Idag længes jeg sådan efter kærlighed. Der er stor hunger. Jeg er opdraget til at tænke mig ud af problemer. Forlade mig selv for at få dækket et afsavn, stiger lige så stille op i mine tanker, som en vandboble der stiger op fra bunden af havet.

Hvad gør jeg?

Jeg sætter mig ned, og trækker vejret for at finde ud af hvordan jeg bedst hjælper mig selv. Mens jeg sidder, lægger jeg mærke til, hvordan det knuger i solar plexus og ned i maven. Afsavnet har dybe rødder. Det er faktisk nede i bækkenområdet, den knugende fornemmelse sidder.

Det bevidste valg

Jeg arbejder med mig selv. Derfor er jeg mere bevidst end andre. Jeg ved at det ikke er vejen at give efter for trangen, til at få kærlighed udefra. Men istedet at sidde med og give plads til savnet og fornemmelsen der strammer sammen. Det hjælper at jeg tillader længsel og knugen. Jeg slipper de gode bud som de mentale tanker bringer med sig, som deres bud på at løse problemet.

Slap af, giv tid

Istedet bliver jeg siddende og slapper af i kroppen. Jeg skifter mit fokus over til at mærke hvordan de basale fysiske behov er. Altså om jeg er sulten, træt, har behov for at røre mig eller andet. Det sidder jeg lidt og sunder mig på, og mit bevidste skift i fokus hjælper mig så småt som tiden går. Da jeg har siddet små 20 minutter kommer jeg lidt til mig selv. Jeg føler en naturlig lyst til at gå ud i køkkenet. Åbner køleskabet og tager brød og pålæg ud til en rugbrødsmad. Og så laver jeg en kop stærk nescafe. Da jeg har spist beslutter jeg at køre en tur ud i naturen, for den gør godt og der healer jeg ofte mine sår. Det bliver en tur alene, selvom jeg helst ville være sammen med en kær. Længslen er der stadig, men med mindre knugen.

Hjælpen indefra

Min kærlighed til min sande natur, min essens og min højere bevidsthed, får mig til at lytte indad som altid. Jeg lytter og mærker det vil være godt, at jeg flytter mit fokus og ikke løber væk eller forsøger at kontrollere længslen. Jeg mærker en opfordring indefra om, at være blid og nænsom mens jeg tillader ubehaget og går videre i dagen. Det vil jeg gerne være oprigtig overfor. Det er gennem denne indre kontakt, jeg henter min styrke til at være i dagen og i livet.

Tålmodighed lønner sig

Det er svært at holde skansen og den gode intention, for længslen er stærk og afsavnet trækker i mig. Men jeg holder ved, og bliver ved med at være tålmodig. En halv time senere har jeg spist min rugbrødsmad og drukket kaffen, og nu på vej ned af trappen. Idet jeg åbner døren for at sætte mig ind i bilen og køre ud i naturen, mærker jeg min energi begynder at vende. Jeg kender denne fornemmelse så godt og ved at det er min evne til at tillade smerte og forholde mig åben, der åbner den ægte kærlighedsstrøm i kroppen. Jeg ved at det er essensen, kærlighedshullet mangler, som når den strømmer frit igen vil betyde at jeg føler mig næret i mig selv. Det er ved at ske. Inden så længe vil jeg måske atter, genvinde lidt indre hvile og tilfredshed tilbage.

(Et uddrag fra en proces omkring kærlighed)